SØLVSTEN – en del af Autocentralen
Sølvsten er blevet en del af Autocentralen-koncernen
De to autoriserede Sølvsten-bilhuse i Skive og Viborg er nu officielt blevet overtaget af Autocentralen – Danmarks største privatejede forhandler af bilmærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen. De to forretninger skifter navn til Autocentralen Skive og Autocentralen Viborg.
Nu er det ganske vist: Sølvsten i Skive og Viborg er blevet en del af Autocentralen, der er en af landets største bilkoncerner. Det betyder, at de to bilhuse pr. 25. marts 2025 har skiftet navn til Autocentralen.
I første omgang er det dog især på det visuelle plan, at kunderne kan se, at der er sket et ejerskifte. Hos Sølvsten i Viborg er der således allerede sat gang i en større ombygning, som betyder, at de fire bilmærker, som bilhuset forhandler, bliver samlet under samme tag på Lundborgvej.
– Vi driver i forvejen en række bilforretninger, hvor vi har Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen på samme matrikel, og det har vi rigtig gode erfaringer med, fortæller Henrik Brøchner Jensen, der er driftsdirektør hos Autocentralen.
De fire bilmærker vil også fremadrettet blive forhandlet og serviceret hos Sølvsten i Viborg. Samtidig er bilhuset også Audi Servicepartner.
Der kommer også til at ske ændringer i Skive, hvor det blandt andet er planen, at brugtvognsafdelingen skal udvides markant. I Skive forhandler og servicerer Sølvsten fortsat Skoda og Volkswagen.
Fordele ved at være en stor spiller
– Vi har virkelig glædet os til, at overtagelsen er blevet godkendt, og at de sidste brikker er faldet på plads. Nu bliver Sølvsten en del af en markant større koncern, og vi skal i gang med at optimere forskellige processer og arbejdsgange, som vi har erfaring med hos Autocentralen. Det er klart, at der er fordele ved at være en stor spiller i branchen, det kan ikke være anderledes, understreger Henrik Brøchner Jensen.
Sølvsten har som bilforretning eksisteret siden 1949, og derfor er der også masser af erfaring og knowhow til stede. Stort set samtlige godt 80 medarbejdere fra Sølvsten vil fortsat være en del af det nye setup.
– Mange af os kender jo hinanden fra branchen, og vores to virksomheder deler værdisæt, mentalitet og væremåde, og det er vigtigt i et opkøb som dette. Selvfølgelig er der nogle ting, der bliver ændret, men de ting, der allerede fungerer, dem skal vi naturligvis ikke pille ved, påpeger driftsdirektøren.

Sølvsten er et særdeles kendt brand
Hos Sølvsten i Viborg er det den hidtidige servicechef og medejer, Michael Mortensen, som fremadrettet bliver filialchef. Den tidligere ejer og administrerende direktør, Steffen Christensen, har valgt at blive en del af koncernens erhvervsafdeling og dermed fokusere på salg af biler til erhvervskunder. Derfor bliver han erhvervssalgschef for begge Sølvsten-bilhuse.
Hos Sølvsten i Skive bliver stillingen som filialchef per 1. april besat af Thomas Kristensen, som gennem 20 år har drevet sin egen bilforretning, Viborg Biler. Når han er landet i sit nye job, er det planen, at der skal optimeres yderligere i bilhuset – blandt andet skal antallet af salgsrådgivere øges.
– Vi glæder os til at møde de mange trofaste kunder både i Viborg og Skive. Sølvsten er jo et særdeles kendt brand i lokalområderne, og virksomheden har virkelig formået at tiltrække bilkøbere fra hele regionen. Vi tror på, at vi kan være med til at fastholde og endda udbygge den position, fortæller Henrik Brøchner Jensen.
Ombygningen i Viborg kommer ikke til at påvirke åbningstiderne – og begge Sølvsten-forretninger kan fortsat nås via soelvsten.dk.
Find mere information på www.autocentralen.com.